Ombudsmanden: Store forskelle på it-hjælp til handicappede
Ombudsmandens Børnekontor har det seneste år besøgt en række institutioner for børn og unge med vidtgående handicap og næsten intet sprog. Den overordnede konklusion er positiv, men ombudsmanden peger bl.a. på store forskelle i, hvor gode institutionerne er til at udnytte teknologi i kommunikationen med børnene og de unge, lyder det fra ombudsmandsinstitutionen.
- Mange af disse børn og unge har intet eller et meget begrænset verbalt sprog. De er altså helt afhængige af, at andre kan tolke dem og kompensere for deres manglende sprog. For børnene er det af stor betydning med optimal udnyttelse af de redskaber, der findes – ikke mindst de teknologiske, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.
Nogle institutioner giver børnene mulighed for at være i fast kontakt med deres familie via FaceTime eller Skype, mens andre børn ikke har den mulighed. En enkelt institution har QR-koder på seng og gangstativ, der giver personalet adgang til små film med oplysninger om barnet. Bl.a. hvordan barnet skal lægges i seng, og hvordan han eller hun bedst kommunikerer. En anden institution optog børnene på video og analyserede derefter optagelserne for at afkode børnenes måde at kommunikere på.
Ombudsmanden har i løbet af 2015 besøgt 10 institutioner, hvor børn og unge opholder sig eller bor på grund af vidtgående og varigt nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne. Besøgene er blevet gennemført i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur.
I forlængelse af besøgene vil ombudsmanden nu drøfte med Social- og Indenrigsministeriet, Socialstyrelsen og socialtilsynene, om der er behov for at udbrede kendskabet til de IT-hjælpemidler, der kan understøtte kommunikationen for børn og unge med begrænset eller intet verbalt sprog. Ligesom Ombudsmanden opfordrer institutionerne til at lade sig inspirere af hinanden.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.